søndag den 8. januar 2017

Vi endte på kr. 40.000 i 2016

Årets samlede bidrag til Foreningen Cancerramte Børn har jeg nu fået talt sammen, og et par timer før Dronningens nytårstale fik jeg overført kr. 10.000 fra Cancerkortkontoen og til Foreningen Cancerramte Børn. Det sidste bidrag kom dog først FCB i hænde i 2017 pga helligdage/weekend. Men jeg tillader mig at lægge dem til i 2016, for det er der, hvor de hører hjemme.

Jeg "plejer" at kunne sende kr. 50.000, men jeg har måttet nedprioritere min aktivitet lidt i 2016, fordi der også skal være tid til andre ting. Jeg er dog stadig stolt over, at jeg er omgivet af så flittige kortmagere, sælgere og købere, der kan få stablet så fint et beløb som kr. 40.000 på benene.

Især kan jeg godt se, at jeg ikke har haft overskud og mulighed for at markedsføre julekort og gavemærker på samme måde som de øvrige år, fordi det meste af vores oktober måned gik med familiens rejse til USA. Oktober plejer at være rigtig travl på juleartiklerne.

Der mangler dog stadig lidt afregning for noget julesalg, men det er helt normalt, at jeg først får det sidste ind i løbet af 1. kvartal. Jeg har modtaget rigtig mange donationer til Convention og Scrap a mania. Tusind tak for det. Det giver mig et godt lager at starte ud med her i 2017.

Jeg har også brug for at sige, at Foreningen Cancerramte Børn og Familier med kræftramte Børn ikke har noget som helst med hinanden at gøre. Sidstnævnte forening har Jyllandsposten lavet en lang række artikler om de sidste 5-6 uger. Jeg har i øvrigt tidligere gransket regnskaberne for de foreningen der arbejder med familier, hvor et barn er ramt at kræft og skrev dengang i november et blogindlæg om det. Det kan læses her

Så hvis du vil støtte sociale aktiviteter for familier, hvor et barn har kræft, så skal du sende dine penge til Foreningen Cancerramte Børn. Du kan se mere her

Godt nytår til jer alle!