søndag den 29. september 2013

Til og fra kort vejledning

Heldigvis har flere meldt sig under fanerne og vil gerne lave en stak til og fra kort til Cancerkort. Det er jeg utrolig glad for. På forhånd mange tak for det.

I den forbindelse har jeg fået en del spørgsmål omkring udformningen af kortene, så jeg prøver med denne lille vejledning at besvare spørgsmålene.

De stykker papir, som kortene foldes af måler 10,5x7,5 cm. Af et stykke A5 karton får man 4 til og fra kort, der færdigfoldede måler ca. 5,25x7,5 cm. Bemærk, at det er ca.-mål. Ingen hænger sig i de små marginaler.


Et A5 ark deles i 4 stykker

Kortene pyntes med hvad man nu lige har ved hånden af julerelevante ting. Som hovedregel kan man sige, at der bør komme 2-3 ting på kortet. Med den hovedregel bliver kortet ikke for bart og ikke for overfyldt.

Kortene pyntes med 2-3 julerelevante ting

Det kan være mønsterpapir og tekst, eller en "figur" og en tekst eller et bånd og en figur. Ja, der er mange muligheder for sammensætninger. Herunder finder du et par eksempler:

Eksempler på færdige til og fra kort

Husk endelig at klippe hul til gavebåndet i øverste venstre hjørne.

Støttemærker monteres altid inden kortene pakkes

Til slut sætter jeg så støttemærker bag på alle kortene (enkelte har fået udleveret disse mærker) og til sidst pakkes kortene i cellofanposer ryg mod ryg med 4 stk i hver pakke. Pakkerne sælges for kr. 15,-
 

Pakke med 4 stk til og fra kort. Pakket med ryggen mod hinanden,
så alle fire forsider af kortene kan ses

Det er da rørende billigt for fire små håndværker, når man samtidig støtter Foreningen Cancerramte Børn med mindst kr. 10 pr. pakke.
 

onsdag den 25. september 2013

Alle mand i gang...

Nu nærmer juletiden sig jo. Mit lager bugner med julekort, så det vil jeg ikke kaste mig over at producere i år, men til og fra kortene, som jeg startede med at sælge sidste år, var stort set udsolgt, og i år har jeg tænkt mig, at det skal blive endnu større. Derfor skal der bare produceres til og fra kort nu.

Jeg har selv været lidt igang, men der er jo grænser for, hvor store mirakler jeg kan udrette ved siden af et til tider krævende job, mor til to, hundeejer osv. Så da min mor en dag for en uges tid siden sagde, at hun da havde tænkt på, at hende og min far nok godt kunne lave nogle til og fra kort, så tog jeg hende på ordet.

En kasse med div materialer og lidt værktøj blev pakket til dem, og afleveret fredag aften, hvor jeg kort lige viste dem hvordan og gav lidt inspiration. Lørdag morgen kørte Henrik og jeg en tur til Nordjylland til et skønt gourmetophold på Lønstruphus Badehotel.

Så fik vi sat min far igang

Da vi kom retur søndag over middag, var der allerede produceret over 100 til og fra kort. Det er skisme da ret sejt. Men Henrik og jeg havde godt luret at især min far var blevet bidt af det, og det var skægt at se, hvordan han "bare lige" skulle lave et-to-tre mere....

Søndag - og allerede en stor produktion
Nu er det så onsdag, og min far sendte mig en næsten panisk SMS. Nu havde de faktisk ikke mere at lave de små kort af, så nu har jeg pakket nogle materialer til dem. Vi kan jo ikke have, at de går helt i stå


lørdag den 14. september 2013

Årets medlem hos FCB

Hvert år i september holder Foreningen Cancerramte Børn et weekendarrangement for ca 50 familier. En weekend med foredrag, wellness, mad, underholdning, forkælelses og erfaringsudveksling for familier, hvor barnet enten har haft kræft eller er i behandling.

Jeg var blevet bedt om at komme, men da jeg skulle til DM i agility lørdag og søndag, var jeg nødt til at køre igen fredag aften.

Der var mange skønne unger - rigtig mange med små skaldede isser eller en meget kort pjusket frisure. Sonder i næserne og børn med varige mén af deres sygdom eller behandling. Jeg er sikker på, at de og deres forældre og de raske søskende nød godt af denne weekend.

F.eks sad jeg ved siden af en familie, hvor pigen var rigtig sløj og "ugidelig" ovenpå en nylig overstået kemokur. Hun sad bare og hang hos sin mor og ville bare gerne over i deres "lejlighed". Pludselig kom "Spille Tom" på scenen med sin guitar og især alle de børn, som bliver behandlet på Rigshospitalet blev helt vilde (fordi Spille Tom ofte kommer der og underholder børnene). Pigen ved siden af mig var ingen undtagelse. Hun sprang op og spurtede op til scenen. Det var SÅ livsbekræftende at være tilskuer til.

Jeg var faktisk også en tur på scenen. Det gjorde nu ikke børnene helt så vilde. Jeg blev kåret som Årets FCB medlem. En fin titel, der gives til et medlem, der udmærker sig ved en helt særlig indsats for Foreningen. Tja jeg har jo ikke hekset helt alene med alle de her kort, så jeg skylder da en stor tak til alle de flittige hænder, som har hjulpet mig både med produktion og salg. Siden 2009 er det blevet til intet mindre end kr. 195.000.

Med hæderen fulgte også en kæmpe buket blomster
Lige nu samler jeg kræfter til årets slutspurt med bl.a flotte og håndlavede til og fra kort. Det er alllerede tydelig for mig at se nu, at jeg virkelig får brug for et par hjælpende hænder - eller snarere mange.....