søndag den 29. december 2013

Vinderne af til og fra kort konkurrencen

Tidligere på året udskrev jeg en lille konkurrence for dem, som havde lyst til at hjælpe mig med at sælge til og fra kort.

Til den som solgte flest kort var der udlovet 6 flasker rødvin, og med en bestilling på 102 pakker, så var der ingen tvivl om, at det var Tanja Pfänner, der vandt konkurrencen.

Derudover har jeg trukket lod om 1 æske chokolade til to af de personer, som afgivet en bestilling på mere end 5 pakker. Her blev det Gitte Poulsen og Winnie Linnet, der vandt.

Vinderne vil modtage gevinsten i løbet af januar. Tak for indsatsen til alle de som bakkede op.


mandag den 16. december 2013

Så er vi på 40.000

Faktisk er jeg lidt forundret over at konstatere, at jeg med dagens overførsel på kr. 5.000 er på kr. 40.000 i det samlede bidrag for 2013.

Da Cancerkort ikke har haft de samme ressourcer i år, som de sidste par år, så kan jeg absolut kun være ovenud tilfreds med det, som er opnået, og jeg kan i krystalkuglen se, at jeg også når 5.000 mere i år.

lørdag den 7. december 2013

Dejlig opbakning fra firmaer

Jeg har i år fået et par interessante henvendelser. Den ene henvendelse kom fra en bekendt, som var blevet ekstra opmærksom på Cancerkort pga af mine hyppige omtale af kort mv på Facebook. Det firma, som hun er ansat i, skulle sende julekort ud til forretningsforbindelser i ind- og udland. Så de bestilte 150 julekort, og blev rigtig glad for de mange flotte og forskellige kort, som også var mixet mellem danske og internationale jule-tekster.

Et par bekendte har webshops, og har bestilt snemandssupper, som de bruger til at vedlægge nogle af ordrerne, som de modtager her i julemåneden. Det er jeg meget beæret over, og det ene af firmaerne fortalte mig, at de fik god respons på det fra kunderne sidste år, hvor de gjorde det samme.

I denne uge fik jeg også overført et bidrag på kr. 5.000 til Foreningen Cancerramte Børn og årets bidrag er nu på 35.000

torsdag den 21. november 2013

Vil du vinde - og hjælpe?

I forsøget på at motivere andre til at hjælpe med at sælge til og fra kort til f.eks deres naboer, gymnastikpiger, håndboldhold, kolleger eller andre, så har jeg lavet en lille konkurrence med en dertil hørende bestillingsfolder.

Hvis du har lyst til at være med i konkurrencen om at vinde 6 flasker god rødvin eller en æske chokolade, så send mig en mail på berit@cancerkort.dk. Så sender jeg dig en folder retur med forklaring om, hvordan du gør og hvor eksempler på til og fra kort er afbilledet.

I alt sin enkelthed indsamler du bestillingen, indsætter pengene og jeg sender dig din bestilling.

Hver solgt pakke støtter Foreningen Cancerramte Børn med kr. 10,-
Jeg har ca 700 pakker på lager, så hold dig ikke tilbage.


søndag den 10. november 2013

Dejlige til-og-fra-donationer

I løbet af den sidste uges tid har jeg fået nogle skønne donationer af til og fra kort, som folk har lavet og doneret til, at jeg kan sælge dem til fordel for Foreningen Cancerramte Børn. Det er jeg meget taknemmelig for.


70 til og fra kort fra Emilie og hendes mor
 

I sidste weekend fik jeg overrakt en pose med 70 til og fra kort, som en af mine agility-venner og hendes mor havde siddet og hygget sig med at lave. Egentlig skulle de bestille nogle julekort hos mig, og endte altså også med at lave nogle til og fra kort til Cancerkort.

I postkassen fandt jeg en kuvert fra AKA, som havde lavet både lidt julekort og til og fra kort. Fordi jeg er så heldigt, at AKA har pakket kort fra mig, så havde hun nogle støttermærker liggende. Derfor leverede hun dem færdigpakkede og lige klar til salgskassen. Dejligt.

Julekort fra AKA

Til og fra kort fra AKA
 
 Samme dag lå der endnu en kuvert. Denne gang fra Dorte. Det er bare skønt at finde sådan nogle overraskelser i min postkasse. Tak for det.


Til og fra kort fra Dorte


Kortene er nu kørt op til mine forældre, som flittigt pakker for mig - og ikke mindst producerer masser af til og fra kort. Mere om det - og den pakke, som jeg modtog den anden dag.

Intet bidrag af til og fra kort er for småt. Det er dejligt at kunne pakke de små pakker med 4 små blandede til og fra kort.
 

 

lørdag den 2. november 2013

En lille overraskelse

For et par uger siden fik jeg en kuvert fra Carina Saaby Nielsen. Jeg pakkede op og fandt lidt blandede til og fra kort. Det fik mig rigtig til at smile. De kom bare helt uventet. Tak for det.

Et par eksempler på til og fra kortene

De er nu alle monteret med klistermærker og lagt i poser med 4 stk i hver, så de er klar til at blive solgt rundt omkring.

søndag den 6. oktober 2013

På Convention

I denne weekend har jeg været et smut til Convention i Middelfart. Det er ved at være et par år siden, jeg sidste deltog, og jeg har virkelig savnet alle de søde piger i scrapverdenen. Så det var skønt at være med igen.

Jeg havde besluttet, at jeg kun skulle lave til og fra kort, og hvis jeg kunne lokke nogen til at hjælpe til ville det jo være helt fantastisk. Der var da også nogle søde piger forbi og give et nap med af og til. Gurli fra Orion Stempler kløede virkelig på og havde organiseret en masse forinden, så det var let at gå i sving, for det hele var bare klar

På billedet ses min helt egen personlige Top 3
af min egen produktion for denne weekend

Der blev hen over weekenden produceret et bordfuld af til og fra kort, og jeg fik da også en masse inspiration af det, som Gurli havde forberedt

Et udpluk af til og fra kortene fra weekenden
Lidt flere....

Ved indgangen stod der som altid en kasse, hvor man kunne putte sine kort i, hvis man ville donere dem til Cancerkort, og jeg forsøgte at tælle sammen her til aften, hvad Cancerkort havde fået af donationer. Det blev til:


ca. 305 blandede kort

 

240 kort i A7 størrelse - de er SÅ perfekte til
klassefødselsdage
(Tusind tak Louise for både disse og de mange til og fra kort)

Dertil kommer så at to personer havde doneret et større antal til og fra kort, så der er vel alt i alt kommet 220-250 til og fra kort. Jeg har ikke talt dem alle, da jeg var begyndt at pakke nogen sammen i salgspakker i dag.

Tak til alle for en hyggelig weekend - og tak for donationerne. Mange kom og kommenterede mine flittige forældre - og især min far. Faktisk kom en scrapper hen til mig lige før lukketid og stak en stor stak papir med ordene: "Værsgo, det er til din far. Så har han lidt at lave til og fra kort af." Det var da meget sødt, ikk?

torsdag den 3. oktober 2013

kr. 5.000 sendt til Foreningen Cancerramte Børn

I dag er der atter overført penge til Foreningen Cancerramte Børn. Dermed er det samlede bidrag for 2013 på 30.000. Det bliver spændende at se, hvad vi kan ende på i år. Jeg håber jo, at til og fra kortene kan kaste rigtig meget af sig.

Her i weekenden skal jeg til Scrap Convention i Middelfart, hvor jeg regner med selv at få lavet en hel del, men jeg ved, at jeg også vil få en håndsrækning af andre scrappiger og det er jeg ret taknemmelig for.

søndag den 29. september 2013

Til og fra kort vejledning

Heldigvis har flere meldt sig under fanerne og vil gerne lave en stak til og fra kort til Cancerkort. Det er jeg utrolig glad for. På forhånd mange tak for det.

I den forbindelse har jeg fået en del spørgsmål omkring udformningen af kortene, så jeg prøver med denne lille vejledning at besvare spørgsmålene.

De stykker papir, som kortene foldes af måler 10,5x7,5 cm. Af et stykke A5 karton får man 4 til og fra kort, der færdigfoldede måler ca. 5,25x7,5 cm. Bemærk, at det er ca.-mål. Ingen hænger sig i de små marginaler.


Et A5 ark deles i 4 stykker

Kortene pyntes med hvad man nu lige har ved hånden af julerelevante ting. Som hovedregel kan man sige, at der bør komme 2-3 ting på kortet. Med den hovedregel bliver kortet ikke for bart og ikke for overfyldt.

Kortene pyntes med 2-3 julerelevante ting

Det kan være mønsterpapir og tekst, eller en "figur" og en tekst eller et bånd og en figur. Ja, der er mange muligheder for sammensætninger. Herunder finder du et par eksempler:

Eksempler på færdige til og fra kort

Husk endelig at klippe hul til gavebåndet i øverste venstre hjørne.

Støttemærker monteres altid inden kortene pakkes

Til slut sætter jeg så støttemærker bag på alle kortene (enkelte har fået udleveret disse mærker) og til sidst pakkes kortene i cellofanposer ryg mod ryg med 4 stk i hver pakke. Pakkerne sælges for kr. 15,-


Pakke med 4 stk til og fra kort. Pakket med ryggen mod hinanden,
så alle fire forsider af kortene kan ses

Det er da rørende billigt for fire små håndværker, når man samtidig støtter Foreningen Cancerramte Børn med mindst kr. 10 pr. pakke.

Tilføjet 24.09.2017:
Cancerkort er non profit, og med ordene "støtter med mindst kr. 10 pr. pakke", så er det fordi der sælges flere kort og til/fra kort end jeg modtager gratis fra folk. Derfor har enkelte kortmagere (der laver mange kort) en aftale med mig, hvor de leverer deres produkter færdigpakkede med støttemærker og i cellofanposer. De modtager et beskedent beløb på kr. 5 pr. pakke til at dække nogle af deres omkostninger til materialer, cellofan og evt porto.

onsdag den 25. september 2013

Alle mand i gang...

Nu nærmer juletiden sig jo. Mit lager bugner med julekort, så det vil jeg ikke kaste mig over at producere i år, men til og fra kortene, som jeg startede med at sælge sidste år, var stort set udsolgt, og i år har jeg tænkt mig, at det skal blive endnu større. Derfor skal der bare produceres til og fra kort nu.

Jeg har selv været lidt igang, men der er jo grænser for, hvor store mirakler jeg kan udrette ved siden af et til tider krævende job, mor til to, hundeejer osv. Så da min mor en dag for en uges tid siden sagde, at hun da havde tænkt på, at hende og min far nok godt kunne lave nogle til og fra kort, så tog jeg hende på ordet.

En kasse med div materialer og lidt værktøj blev pakket til dem, og afleveret fredag aften, hvor jeg kort lige viste dem hvordan og gav lidt inspiration. Lørdag morgen kørte Henrik og jeg en tur til Nordjylland til et skønt gourmetophold på Lønstruphus Badehotel.

Så fik vi sat min far igang

Da vi kom retur søndag over middag, var der allerede produceret over 100 til og fra kort. Det er skisme da ret sejt. Men Henrik og jeg havde godt luret at især min far var blevet bidt af det, og det var skægt at se, hvordan han "bare lige" skulle lave et-to-tre mere....

Søndag - og allerede en stor produktion
Nu er det så onsdag, og min far sendte mig en næsten panisk SMS. Nu havde de faktisk ikke mere at lave de små kort af, så nu har jeg pakket nogle materialer til dem. Vi kan jo ikke have, at de går helt i stå


lørdag den 14. september 2013

Årets medlem hos FCB

Hvert år i september holder Foreningen Cancerramte Børn et weekendarrangement for ca 50 familier. En weekend med foredrag, wellness, mad, underholdning, forkælelses og erfaringsudveksling for familier, hvor barnet enten har haft kræft eller er i behandling.

Jeg var blevet bedt om at komme, men da jeg skulle til DM i agility lørdag og søndag, var jeg nødt til at køre igen fredag aften.

Der var mange skønne unger - rigtig mange med små skaldede isser eller en meget kort pjusket frisure. Sonder i næserne og børn med varige mén af deres sygdom eller behandling. Jeg er sikker på, at de og deres forældre og de raske søskende nød godt af denne weekend.

F.eks sad jeg ved siden af en familie, hvor pigen var rigtig sløj og "ugidelig" ovenpå en nylig overstået kemokur. Hun sad bare og hang hos sin mor og ville bare gerne over i deres "lejlighed". Pludselig kom "Spille Tom" på scenen med sin guitar og især alle de børn, som bliver behandlet på Rigshospitalet blev helt vilde (fordi Spille Tom ofte kommer der og underholder børnene). Pigen ved siden af mig var ingen undtagelse. Hun sprang op og spurtede op til scenen. Det var SÅ livsbekræftende at være tilskuer til.

Jeg var faktisk også en tur på scenen. Det gjorde nu ikke børnene helt så vilde. Jeg blev kåret som Årets FCB medlem. En fin titel, der gives til et medlem, der udmærker sig ved en helt særlig indsats for Foreningen. Tja jeg har jo ikke hekset helt alene med alle de her kort, så jeg skylder da en stor tak til alle de flittige hænder, som har hjulpet mig både med produktion og salg. Siden 2009 er det blevet til intet mindre end kr. 195.000.

Med hæderen fulgte også en kæmpe buket blomster
Lige nu samler jeg kræfter til årets slutspurt med bl.a flotte og håndlavede til og fra kort. Det er alllerede tydelig for mig at se nu, at jeg virkelig får brug for et par hjælpende hænder - eller snarere mange.....

onsdag den 24. juli 2013

Status er kr. 25.000 i 2013

Så er der igen indsat kr. 5.000 på Foreningen Cancerramte Børns konto.
Dermed er det samlede beløb på kr. 25.000 i 2013.

onsdag den 29. maj 2013

Bidrag

Så er der igen indsat kr. 5.000 på Foreningen Cancerramte Børns konto.
Dermed er det samlede beløb på kr. 20.000 i 2013.

søndag den 28. april 2013

Nu uden konfirmationskort....

Jeg synes ellers at min store kasse med konfirmationskort ikke lige lignede noget, som der kunne tømmes sådan lige i år, men jeg har nok taget fejl.
Kassen er tom, og der er stadig konfirmationer. Så i aftes måtte jeg igang med to missioner for at skaffe konfirmationskort, som min svigerinde havde bedt mig om at medbringe til deres konfirmation (min svigerinde er sygeplejerske og sælger faktisk en del kort blandt sine kolleger). 

Et lille simpelt kort til den tomme konfirmandkortkasse


Jeg fik lavet 10 konfirmationskort på egen hånd og samtidig fik jeg omdannet 10 andre kort til konfirmationskort - enten ved at bruge stempel eller sticker. Smart ikk? Det er naturligvis ikke alle kort, der lige kan omdannes, men jeg har jo en del kort på lager, så der var da lidt at plukke i.
Samtidig lykkedes det mig at finde 10 konfirmationskort i en kasse. Nu er der så ingen tilbage, og jeg ved, at jeg har flere efterspørgsler på konfirmationskort, så jeg har en lille udfordring. 

Men jeg sad og syslede lidt med mine kort, kastede min meget kreative kæreste sig ud i et helaftensprojekt med sin nevøs konfirmationsgave. Konfirmanden er lidt computernørdet, og derfor blev det en gammeldags computermus i en ost (lavet af en lille plastkasse fra IKEA). Musereden var så foret med pengesedler. Den skilte sig i hvert fald ud fra gavebordets mange kuverter. Jeg synes den var lidt sej!

Henriks kreative gave til konfirmanden

Endeligt så blev det også til et bidrag til Foreningen Cancerramte Børn på kr. 5.000. Så er vi samlet oppe på kr. 15.000

lørdag den 16. februar 2013

Hvordan kan man glemme et bidrag?

For et par ugers tid siden overførte jeg faktisk 5.000 til Foreningen Cancerramte Børn. Pga travlhed glemte jeg bare at blogge om det.

Vi er da kommet helt godt fra start og er nu på kr. 10.000

I dag står den på sortering af kort, som lige nu er spredt ud over stuen

fredag den 18. januar 2013

Vi er allerede i gang

Jeg har netop overført årets første bidrag til Foreningen Cancerramte Børn. Det blev til de første 5.000. Det er jo dejligt at komme igang med at skyde penge afsted.

Hvad er målet så for 2013? Jeg har faktisk besluttet mig for at ikke at sætte noget mål. Af natur kan jeg ikke lade være med at gå op i at nå målet, hvilket jo også kan være meget godt - om ikke andet så for FCB, men personligt har jeg nok bedre af at give mig selv lidt fred for mål på andre fronter end arbejdsfronten. Dog forventer jeg ikke, at det betyder lavere bidrag, men jeg vil forsøge at lade være med at bruge energi på at fokusere på det.