torsdag den 14. april 2011

Det er svært at få tid til det hele

Puha, nu nærmer Scrap-a-mania weekenden sig jo med hastige skridt. Jeg kommer desværre ikke, men de som sidder klar med kort, som de vil donere til Cancerkort skal ikke fortvivle af den grund. Lisbeth Zibrandtsen har lovet mig at sætte en kasse op, som man kan lægge sine kort i, så hold jer endelig ikke tilbage. Alle kort modtages med kyshånd.

Jeg ville også gerne være der selv, men det er nogen gange lidt svært at nå det hele. Jeg er kommet til den erkendelse, at jeg ikke må blive så forhippet på at "redde andre familie" gennem Foreningen Cancerramte Børn, at min egen familie kommer til at lide under det, og en Sjællandstur vil gøre et væsentligt indhug i "familietiden". Lige nu glæder jeg mig bare helt vildt til at nyde en velfortjent og tiltrængt påskeferie med min søde kæreste og mine dejlige drenge.

Herhjemme går "kort-tiden" lige nu mest med bestillingskort. Det er lidt sparsomt med tiden til at lave kort, da mit arbejde lige nu også kræver en ekstra indsats fra mig. Jeg har primært gang i bestillinger på bryllupsinvitationer og dåbsinvitationer - og det er vist begge nogen, som har fundet frem til mig via blog/hjemmeside og har lyst til noget håndlavet og samtidig støtte et godt formål. Billeder kommer senere, når det er ved at være klar til afsendelse.

Idag har jeg sat kr. 2.000 ind på Foreningen Cancerramte Børns konto, og jeg ved, at der gang i kortsalgene rundt omkring, så pengene kommer stille og roligt. Vi er nu samlet set på kr. 10.000.

fredag den 1. april 2011

Et lille bidrag og masser af kort på lager

Jeg har i dag indsat kr. 2.000 på Foreningen Cancerramte Børns konto, og samtidig har jeg betalt for alle de kort, jeg har købt mig til hos kortpigerne rundt omkring i det ganske land. Det er meget rart at have rent bord.

Med dagens bidrag er jeg så oppe på kr. 8.000 i år. Det ser måske lidt sløjt ud ift et årsmål på kr. 50.000, men jeg har måttet købe lidt til mit lager, og det kommer jo til at æde lidt af overskuddet, men med det indkøbte, de mange kort, jeg fik på Convention (måske jeg også kan være heldigt, at nogen har lyst til at lægge et kort eller to i min kasse til Scrap A Mania) så har jeg faktisk oparbejdet et ret pænt lager, som nu "bare" skal sælges. Dog kan jeg jo blive ved med at mangle konfirmationskort. Dem kan man åbenbart ikke få for mange af

tirsdag den 29. marts 2011

En frivillig sælger

Uha, der mange kort, der skal sættes støttemærker på, og det tager lidt tid for mig, når jeg har en kombination af meget travlt på jobbet og lungebetændelse, men jeg skal nok nå gennem stakken af kortene fra Convention.

En journalist, der tidligere har skrevet om Cancerkort.dk, skrev til mig og spurgte, om hun måtte skrive en artikel om kortprojektet til "Din By - Haderslev". Ja det måtte hun da meget gerne. Jeg har så ikke selv fundet artiklen nogen steder, men har fået et udklip med artiklen stukket i hånden, så jeg ved da, at den er kommet ud, og jeg har da også hørt, at "nogen" har læst den.

Blandt andet fik jeg en mail fra en lokal kvinde, som havde læst artiklen. Hun vil meget gerne hjælpe mig med at sælge kortene, og spurgte om hun måtte hente en stak hos mig. Hun kom hjem til mig, og hun var helt elektrisk over de mange flotte kort, men var også helt høj på lysten til at sælge dem på skolen, i børnehaven, på zumbaholdet, til bestyrelsesmødet, til familiefødselsdagene osv.

Hun hentede kortene lørdag eftermiddag og her mindre end tre dage efter skrev hun til mig, at hun nu havde solgt 70 kort, og at hun gerne ville hente flere, da hun også gerne ville fordele dem lidt rundt omkring. Åhhh. Tak! Sådan en indsats er jo guld værd. Jeg har pakket 150 nye kort til hende, som hun kan hente, når hun kommer forbi imorgen.

onsdag den 16. marts 2011

Optælling fra Convention

Så er jeg endelig nået igennem stakken af kort, som jeg glad slæbte hjem fra Convention. Tusind tak for jeres bidrag til Cancerkort. I alt blev der doneret 424 kort i kassen til Convention. For hvert kort, man lægger i indsamlingskassen, så giver man indirekte kr. 15 til Foreningen Cancerramte Børn.



For jeg sælger jo kortene for kr. 15 pr. stk, og de går direkte og ganske ubeskåret til sociale arrangementer for familier, hvor børnene har kræft. Det er dejligt med den store opbakning, for jeg ved, at pengene fra cancerkort bestemt gør en forskel i regnskabet.


Indlægget her er krydret med fotos af mere eller mindre tilfældigt udvalgte kort fra lørdagens donation.




Udover kortene fik jeg også en pose med materialer, som en af Multiscraps kunder havde overdraget til Iben efter en oprydning på sit scrapværelse. Der er også mange spændende ting i. som jeg glæder mig til at kigge nærmere på.



Ud over de mange kort, som jeg fik foræret af alle de søde scrappiger, så fik jeg også leveret ca. 450 kort, som jeg har købt af nogle af de piger, som jeg har en lille leveringsaftale med. Der var også mange rigtig flotte kort imellem, og de kort er jeg også ganske taknemmelig for. Jeg kan nemlig sælge flere kort, end jeg får doneret og i øvrigt selv kan nå at lave.

søndag den 13. marts 2011

Scrap Convention

Lørdag d. 12. marts var der Scrap Convention i Middelfart. Scrap og kort i lange baner med mange mange deltagere og ikke mindst mange butikker, der havde stande. Et rent slaraffenland.
Jeg var glad for at kunne deltage igen. Sidste år var jeg indlagt sammen med Silas i Kolding og til efterårsconvention var jeg i Sydtyskland for at se VM i agility.

Jeg fik ikke lavet så meget. Deltog ved et par make´n takes på standene, og det var de eneste kort, jeg fik lavet. Men det ene sted kostede det mig faktisk også 399 at deltage i den make´n take. Eller rettere jeg blev simpelthen fristet til at købe et par flotte baggrundsstempler hos Anja (Picturing the world)

Et kort i en for mig anderledes stil - men det er flot og enkelt

Kortet som fik mig til at købe baggrundsstempler. Fed teknik!

Inden jeg hastede hjem et par timer før den officielle lukketid, nåede jeg også at pynte 3 toffifee-æsker.

Toffifee-æske

Toffifee-æske
i øvrigt lavet med mine nyindkøbte punches.
Borderpunchen og sommerfuglepunchen fra Martha Stewart

Toffifee-æske
 Jeg slæbte en kæmpestor proppet IKEA-pose med hjem. Det var ikke mine indkøb, nej. Det var donerede kort fra alle mulige søde scrappiger. Tusind tak for bidragene alle sammen. Der er kort fra så mange, at jeg slet ikke kan hitte rede i fra hvem, så hermed en kollektiv tak til alle. Jeg skyder at par billeder af udvalgte kort en af de næste dage, når jeg får kigget alle de flotte kort igennem

søndag den 20. februar 2011

Bidrag

Jeg har i dag indsat kr. 3.000 på Foreningen Cancerramte Børns konto. Så er det samlede beløb for årets første 7 uger på 6.000. Det tegner da meget godt for et mål på kr. 50.000.....

torsdag den 10. februar 2011

konfirmationsbestillinger

Jeg har allerede nu fået bestillinger til at lave invitationer til fire drengekonfirmationer. To ordreafgiverne kender jeg, den tredie kender en, som jeg kender. Den sidste har bare fundet mig via søgning på nettet. Interessant om der skulle ske at komme flere den vej.

Jeg synes jo sådan set, at drengekort er svære at lave. De bliver let ret kedelige og drengene vil som regel ikke have for meget pynt.

Egentlig er jeg ikke ret vild med de her typer "tekst-papir", som dette, men jeg synes selv, at jeg har fået nogle fine resultater ud af det. Papiret er let tilgængelig i vores lokale hobbybutik, så jeg kan nøjes med at køre ind til byen og skal ikke ud at køre ekstra eller betale en mindre formue i fragt. Det har klart sine fordele.

Herunder er et par sæt med invitationer og bordkort lavet af de relativt simple materialer.




Nu må tiden så vise, om jeg også får bestillinger på invitationer og bordkort til nogle piger.....