torsdag den 29. april 2010

Så er vi oppe på kr. 6.000 i år


Det er ikke meget, jeg har fået opdateret min kortblog. Jeg har godt nok lavet rigtig mange konfirmationskort i april, men de er også solgt så hurtigt, som jeg har kunnet lave dem.


Jeg har stort set ikke rigtig lavet andre kort, for det har der ikke været overskud til. Min lille lokale købmand købte 50 kort, som han solgte for kr. 25 i sin butik. På 3 uger var 45 af dem solgt. Imponerende, synes jeg, for både byen og butikken er lille.

Silas "sorterer" lidt i nogle kort, som jeg har modtaget fra en flittig kortmager


I dag har jeg sat kr. 2.000 ind på Foreningen Cancerramte Børns hjemmeside, så samlet set har jeg indsat kr. 6.000 i år.

torsdag den 1. april 2010

Årets mål er sat

Så blev det endelig tid til at få sat et bidrag ind på Foreningen Cancerramte Børns konto. Jeg har idag overført kr. 2.000.

De sidste uger har været meget stille omkring bloggen og kortene for den sags skyld. Vi har ligget på sygehuset med Silas, og har fået at vide, at han desværre har Cystisk Fibrose. Så jeg synes nok, at vi efterhånden er nogle ret hårdt prøvede forældre.


Trods sygdom holder Silas (og vi) hovedet højt



Det får mig ikke til at stoppe dette projekt, men det får mig til at lade være med at presse mig selv til et alt for højt mål, da jeg synes, at vi har nok at rive i, og jeg er for meget konkurrencemenneske til at kunne se bort fra et mål, som jeg har sat. Derfor er det mål, som jeg ved, at mange har ventet på på kr. 30.000 i bidragt.



Dvs. der skal sælges 3.000 kort i alt. Jeg kan naturligvis ikke lave alle disse kort selv og heller ikke selv sælge dem alle. Pt har jeg opkøbt mange kort fra flittige piger for kr. 5,- og pt har jeg ca. 800 kort ude i kommision hos kolleger, familie, venner. Det er dog lidt forskelligt, hvor mange og hvor hurtigt folk kan afsætte dem. Men alle hjælpende hænder er jeg taknemmelig for. Det er ikke muligt at løfte sådan en opgave på egen hånd.

onsdag den 10. marts 2010

En særlig dejlig ordre

I fredags afleverede jeg en kasse med 50 kort i et firma, hvor jeg af og til kommer ifm mit job. Pigerne startede med at spørge om de ikke lige kunne få en kasse mere, så de kunne sætte kortene ud i kantinen og sende en mail rundt i hele huset (det er nok et firma med 50 ansatte vil jeg tro).

Jeg gik ud i bilen og skrabte sammen, hvad der lige lå i bilen, så de fik vel 70 kort i alt. Og inden jeg var kørt, så var der allerede godt gang i kortsalget.

Da jeg tømte mails et par timer senere var der en forespørgsel fra det pågældende firma på, om jeg kunne levere 100 neutrale kort og hvornår? Wow, sådan en ordre blev jeg da megaglad for. 100 kort af gangen er jo noget, der rykker, men selvfølgelig er alle ordrer uanset størrelse gode.

tirsdag den 2. marts 2010

Årets første bidrag

Endelig endelig har jeg kunnet sende penge afsted til Foreningen Cancerramte Børn. Det har været lidt svært at få gang i bidragene, og det er sådan set ikke, fordi der ikke er blevet solgt kort, men jeg har brugt nogle tusinde kroner på at opkøbe kort andre steder fra, så jeg har kunnet fylde kortkasser op rundt omkring.

Så det er utrolig dejligt, at jeg nu har kunnet indsætte kr. 2.000 på Foreningen Cancerramte Børns konto. Nu føler jeg, at jeg endelig er kommet igang.

fredag den 26. februar 2010

7 kort på samme bund



Til Scrap-a-mania fik jeg en stak rester, som var samlet ind hos Multiscrap, så egentlig aner jeg ikke, hvor de er kommet fra, men en dag i sidste uge, satte jeg mig ned og legede med 7 stk "platforme", og jeg synes selv, at det er lidt interessant at se, hvor forskelligt billederne alligevel tager sig ud.
Bemærk lige, at der ikke er anvendt mønsterpapir på kortene.



















torsdag den 11. februar 2010

Konfirmationerne kommer snigende....

Det er jo nok et faktum, at hvis jeg skal have "en bid af den kage", så skal jeg vist til at igang med kortene til konfirmationerne.

Så det var jo heldigt nok, at en af mine kolleger bestilte 15 indbydelser til sin søns konfirmation. For så kom jeg da igang.


Det er kortet til venstre, som skal bruges til indbydelse, men jeg lavede lige et par ekstra, da jeg var igang. Else som skænkede mig fodboldene (Tak!), havde sendt lidt ekstra med, som jeg ligeså godt kunne få mere nytte ud af. Så jeg lavede lige en ekstra variant til drengekonfirmanden - det til højre.

Opgaven til min kollega var bundet på den måde, at det skulle være sort/hvid og noget med fodbold, og selvom jeg jo syntes det så lidt bart og "kedeligt" ud, så jublede min kollega og sagde, at det til venstre lige var i hendes smag.

tirsdag den 9. februar 2010

Kortindkøb

Da jeg ikke selv har tid til at producere så mange kort selv mere, så har jeg delvist outsourcet denne opgave.

Jeg har brugt en del af Cancerkorts midler de første uger af året på at købe kort hos andre kortmagere. Jeg har vel næsten købt 1.000 kort, som jeg har givet kr. 5,-/stk for. Men når de så bliver solgt, så giver det jo også 10.000 kroner direkte til Foreningen Cancerramte Børn.

Konfirmationskortstiden er ved at være nær, og det må jeg jo hellere se at komme igang med, hvis jeg ellers kan finde tid og overskud til det.