mandag den 18. maj 2009

Scrap-a-mania

At mit lille kortprojekt er blevet nævnt på andre scrapperes blogs og på et debatforum, har givet anledning til, at mange piger rundt om i landet (og en enkelt fra Norge) har kontaktet mig for på en eller anden facon at bidrage til mit projekt. Det har været i form af kort, som jeg kan sælge til fordel for Foreningen Cancerramte Børn eller i form af aflagte materialer.
For en lille måned siden fik jeg så også en invitation til et stort scrapper-træf på Sjælland. Jeg endte med at takke ja til invitationen til scrap-a-mania.

Scrappere på rad og række


Igår morges kørte Suzan og jeg så afsted sammen til Ringsted. Det blev faktisk en meget bevægende oplevelse for mig. Da vi var kommet to skridt ind i hallen, præsenterede en af arrangørerne, Lisbeth en stor kasse for mig. Det var kort, som var blevet samlet ind til mig, og Lisbeth bedyrede, at de skam ikke engang havde gjort noget særligt for det. Udover kortene var der også lidt materialer i kassen, som folk måske havde vundet, men ikke syntes, at de kunne anvende selv. Da jeg sidst på dagen fik overrakt kassen, ville jeg utrolig gerne have sagt mange smukke ord til alle de piger, som havde støttet mit projekt, men jeg var desværre for bevæget til at sige meget andet end tak.


Kassen indeholdte over 100 kort!

Hallen var fyldt med scrappere fra nær og fjern. Jeg har fået at vide, at der var 130 ialt og 13 butikker. Det var jo et mekka! Jeg brugte mest tiden til at kigge på, hvad de andre lavede, og kigge i butikkerne. Lisbeth kaldte mig over højttaleranlægget, fordi der var en, som havde noget til mig. Det var en af butikkerne, Scrapfactory, der gerne ville give mig et bidrag. Jeg fik en stor stak papir. Det var vel 2 eller 3 komplette papirserier og blev spurgt, om der var noget andet, som jeg ønskede. Jeg blev så overrasket, så jeg næsten ikke kunne huske, hvad det var jeg manglede (trods jeg havde lavet en indkøbsliste hjemmefra). Da jeg gik fra Scrapfactorys stand, havde jeg vist stadig ikke helt fattet, hvad det lige var der skete. Hvor var det flot af dem!

Tak til Scrapfactory for de mange flotte ting!


Efter lige at have sundet mig lidt, så måtte jeg hellere få købt noget af det, som jeg hjemmefra havde noteret mig, at jeg manglede. Det blev så til en rundtur der kostede 850 kroner, men sådan noget kort-værktøj er bare ikke gratis, og det var imponerende at kunne holde sig under 1.000 kroner.

Mine egne køb

Vupti så var tiden gået, og Suzan og jeg trillede tilbage mod Haderslev. Sikke en dejlig dag.

2 kommentarer:

  1. Da jeg hørte om dette projekt første gang gennem et forum, havde jeg selvfølgelig lyst til at støtte. At det kan gøres ved, at man laver noget med sin dejlige hobby er jo kun et plus ; )

    SvarSlet
  2. Hejsa,
    Hvor er det bare skønt at så mange støtter op om dit projekt. Sikke et stemningsbillede du fik taget og lækre ting du købte og også fik.
    Jeg glæder mig til at se hvad du får lavet med dem.

    SvarSlet