torsdag den 16. juni 2011

Nu har jeg masser af kort

Mens bloggen her har ligget stille har det væltet ind med kort fra nær og fjern. Jeg vil gerne vise jer nogle stykker af de kort jeg har modtaget. Jeg havde linet op til at tage en række billeder, men så døde batteriet i kameraet, og i forvejen var jeg nok lige lidt for sent igang med foto-projektet, så det blev ikke til så mange. Men de skal nok komme senere.

Kort lavet af Ann Weiss

Kort lavet af Ann Weiss

Men blandt de mange jeg har modtaget, er der mange flotte imellem og ikke mindst mange gode citater. Det er ikke sikkert, at jeg får vist kort fra alle, men så bær over med mig. De sidste par uger har været meget hektiske her i huset, så jeg kan godt have misset nogen uden, at der ligger noget personligt bag det. Nogle af kortene er også allerede sendt ud at arbejde, inden jeg nåede at knipse billeder.

Kort lavet af Ann Weiss

Mht betalingen. Hvis nogen af jer piger, der har lavet kort i denne omgang ikke har jeres penge på kontoen indenfor den næste uge, så ryk mig lige. Det kan godt være smuttet for mig. Igen - det har været ualmindelig hektisk her.



Kort lavet af Jean

Men det er på sin plads at sige tak til alle jer, som har gidet at reagere på mit nødråb på Scrapsisters. Jeg er meget glad for de mange forskellige kort, jeg har modtaget.

lørdag den 4. juni 2011

Anerkendelse fra en uventet kant

I mandags modtog jeg en anerkendelse fra vores lokale bank, som havde udvalgt 10 ildsjæle, som de hver i sær belønnede med en buket blomster.


Buketten

Jeg var meget overrasket over at modtage anerkendelsen og den smukke buket, som lige nu står på bordet i forteltet ved siden af pc´eren. Der er noget ganske særligt over at blive klappet på skuldrene af udenforstående, som jeg jo nok vil kalde banken, da de jo hverken selv har kræftsyge børn eller laver kort for mig, men de ser mig jo tit komme og tømme mine kontanter fra kortkassen og sætte dem ind på Cancerkort-kontoen.

Overrækkelse af buketten i
Frøs Herreds Sparekasse


Det var faktisk også damen bag kasssen i banken, der havde valgt mig som "sin" ildsjæl, og jeg er meget glad for den anerkendelse.

Det går også fremragende med kortsalget. Min meget sultne "kortpusher" i nabobyen har skreget på citatkort, og det har fået mig til at lægge et nødråb ud på Scrapsisters.dks forum, hvor jeg har efterlyst nogen, der ville fremstille kort til mit projekt for den beskedne afregning af kr. 5 pr. kort.

Mange har heldigvis henvendt sig, og jeg har nu takket nej til at sætte flere igang. Ikke fordi jeg ikke kan bruge flere kort, men fordi jeg jo også skal afregne dem, så kan jeg godt lide at tingene balancerer, før jeg sætter flere i sving med div kort, men det har været skønt at mærke opbakningen - og så fra folk som ellers ikke har været involveret i "Cancerkort-produktion" tidligere.


Et rigtig fedt herrekort fra Else Slipsager
Jeg mangler også ALTID herrekort
Jeg modtog en kasse med kort fra Else Slipsager i løbet af ugen, og de smukke kort er med kyshånd sendt videre til kortpushere. Til inspiration viser jeg lige et par stykker af kortene fra kassen.

Et kort, der også er fedt til herrer

mandag den 30. maj 2011

Et par citatkort og mange flere i vente

Desværre er det lidt for knap med min tid til, at jeg selv får lavet ret mange kort. Men derfor er der alligevel masser af gang i "butikken".

Min store "kort-pusher" har gennem et stykke tid skreget på kort med ordspil og citater på, og det er nogle ret nemme kort at lave, men hvis man ikke selv har tiden til det, så hjælper det jo et fedt, at de er nemme at lave.

Et par gamle rester, et stempel og et citat.....

Min mangel fik mig til at efterlyse nogle flittige kortpiger på forumet Scrapsisters.dk, som mod betaling ville lave citatkort for mig. Der kom rigtig god respons på mit indlæg, og jeg vel se frem til at modtage henved 500 kort med citater på.

Endnu en gammel rest, et stykke sort karton og et citat
- mønsterpapiret indrammet med en tynd sort tusch-streg.
Fint og enkelt.

Iaftes fik jeg selv lavet 5 kort med citater og indlægget her viser et par stykke af dem.

tirsdag den 17. maj 2011

En gammel gevinst + endnu et bidrag

I sidste uge bestilte jeg lidt varer hos Hobbyboden.dk. Det sker ellers ikke så tit, at jeg net-shopper i scrapbutikkerne, for jeg mangler ikke rigtig materialer (det er jo dejligt!!)

Men jeg var ved at løbe tør for kvadratiske kuverter, og de er bare billigst i Hobbyboden, og når der så også var 10% rabat hen over weekenden, så var det da bare med at få købt lidt.

Til convention for 1½ år siden udloddede Gitte fra Hobbyboden nogle gevinster på de lodder, som man optjente ved køb hos hende. Jeg var så uheldig at have numrene på begge sider af én af gevinsterne. Det vinder man jo ikke noget ved.... Men jo, det gjorde jeg så faktiks, for gevinsten var ikke blevet afhentet, så derfor syntes Gitte at den skulle tilfælde mig/Cancerkort. Mange tak, nu har jeg i hvert fald masser af papir til at lave julekort af.


Tak til Gitte for alt det skønne julegrej!
 Jeg har også været i banken i dag for at tømme poserne med penge. Først rundede jeg lige min tandlæge, som havde sendt en mail, at der var ved at være lavvande i deres kortkasse, og folk faktisk efterlyste nye kort. Der var solgt for næsten kr. 1.000 i deres venteværelse på et par måneder. Vildt vildt.

Superflittige Hanne fra min naboby har også været aktiv og rakte mig en pose med mere end kr. 1.300 i, da jeg var forbi hende søndag for at aflevere nogle studenterkort til hende (dem havde hun skreget på i et par uger - men det har knebet lidt med tiden). Apropos studenterkort, så har jeg haft mine kvaler med, hvordan jeg skulle lave sådan nogle....  Haha. Et par punches fra Hobbyboden og så den rette tekst, så er jeg da helt godt kørende, hvis jeg selv skal sige det. Teksten er bare printet - hvor nemt. Det er da meget flot, ikk?


Ny oval punch str. XL med tilhørende scallop
samt min "gamle" Martha Stewart sommerfugle punch.
 Efter dagens besøg i banken, stod der efterhånden nogle tusinde kroner på min Cancerkort-kont igen, så nu har jeg overført kr. 5.000 til Foreningen Cancerramte Børn, og det samlede beløb er nu på kr. 20.000

torsdag den 28. april 2011

5.000 overført til Foreningen Cancerramte Børn

Så har jeg overført endnu et bidrag til Foreningen Cancerramte Børn. Det blev til hele kr. 5.000 denne gang. De forskellige bestillinger til dåb, konfirmation og bryllup har givet et helt fint beløb til formålet - naturligvis sammen med det "normale" salg rundt omkring. '

Nu er det samlede bidrag på kr. 15.000 i 2011. Dvs der mangler stadig kr. 35.000 for at nå målet på 50.000, men jeg tror stadig på det.

søndag den 24. april 2011

Bryllupsinvitationer

For en måneds tid siden fik jeg en mail med en forespørgsel på om jeg kunne lave 40 bryllupsinvitationer. De skulle være enkle og gerne i sort/hvid.

Jeg kiggede mig lidt omkring og fandt inspiration til et udkast hos Fru Ravn.

I vores lokale hobbybutik fandt jeg noget rigtig smukt papir med roser. Jeg fremsendte et billede af udkastet, men brudeparret ønskede det mere enkelt og gerne uden roserne på papiret, så det endelig kort blev lavet på sort karton med hvid karton på. Kortet holdes lukket med et "mavebælte" i sort karton.

Første udkast med roser præget i det hvide papir
(havde dog også lavet cirklen med navnene hvid i første udkast)

Noget af det mest fantastiske var næsten, at min teenagesøn på 15 sad og hyggede sammen med mig i forteltet med dette projekt. Han punchede alle delene ud for mig, men jeg fik lov at høre om hverdagslivet på efterskolen. Win-Win siger jeg bare!!


En af de 40 færdige indbydelser

Egentlig var jeg bange for at indbydelserne med det hvide strukturløse papir ville blive for kedeligt, men jeg synes faktisk ret godt om det færdige resultat. Jeg håber, at brudeparret også bliver godt tilfredse med dem.

lørdag den 16. april 2011

Bestilling af dåbskort

Jeg fik en bestilling på 15 invitationer til barnedåb med et link til et billede med buksekort, som jeg tidligere har lavet nogle stykker af. Jeg synes det er nogle rigtig søde kort. Men når man skal lave 15 i træk, så kan man virkelig mærke, hvor meget mønster-/klippearbejde, der er i kortene.


15 blandede buksekort

Der skulle laves 15 stk i drengefarver, så jeg håber, at modtageren er tilfreds med kortene.


Nærbillede af et af kortene