lørdag den 25. april 2009

Et kort, der gjorde indtryk

Idag sender jeg atter 500 kroner til Foreningen Cancerramte Børn. Så er jeg oppe på 2500 kroner. Dejligt og jeg tror faktisk, at der kommer endnu 500 kroner i den kommende uge, da nogle af mine agilityvenner har haft kort med på deres arbejde for at sælge dem der.

Samtidig vil jeg vise jer et kort, der har gjort dybt indtryk på mig, da jeg skulle lave det. For ca. en måned siden gik en af pigerne på H2 bort. Pigen var 8 år og egentlig raskmeldt, men døde af komplikationer efter strålebehandlingerne, så vidt jeg har forstået det. Selvom jeg ikke kendte pigen eller forældrene (men havde dog set dem på afdelingen), så blev jeg meget berørt af dødsfaldet. Det kommer pludselig så tæt på, når et af børnene fra afdelingen dør.
Der blev via vores facebook-gruppe samlet penge ind til en bårebuket m.m. De overskydende penge blev overrakt forældrene tidligere i denne uge.


Bemærk den smukke tekst!



Jeg var blevet spurgt, om jeg kunne lave kortet, som skulle følge pengene. De første par dage havde jeg det lidt skidt med at skulle lave kortet. Igen fordi det kom lidt tæt på, og det gjorde ondt at tænke på de stakkels efterladte forældre og pigens lillebror. Men da jeg først fik lavet kortet, blev jeg alligevel ganske tilfreds med det. Jeg synes, det er et flot og sigende kort til den "lejlighed", som det skulle dække.

torsdag den 9. april 2009

Kassen bugner af kort

Efter næsten at have været drænet for kort, så er min kortkasse igen bugnendes fuld. Det kan jeg især takke Marianne for. Igår modtog jeg en kasse med 94 kort, som hun har lavet til mig/Foreningen Cancerramte Børn. Imponerende! Det er meget flotte kort og jeg har da også siddet og suget inspiration til mig, mens jeg har vendt og drejet hendes kort.


Samtidig har jeg atter sendt kr. 500 til Foreningen Cancerramte Børn. Så nu er jeg på 2 måneder oppe på at have sendt kr. 2.000 for salg af kort.
Men der er også brug for mange penge til tiltrængte arrangementer for familier med kræftsyge børn. Vores familie har været så heldig at være blandt de ca. 30 familier, som var med på Foreningens årlige skiferie. Det var en fantastisk oplevelse, som du kan læse om her

En skiferie er selvfølgelig en rigtig stor ting, men i dagligdagen er en bowlingtur eller en tur til en familie-attraktion også et fantastisk tilbud, som ellers ikke er mulig for en familie, der lever under isolationsreglerne.