fredag den 30. november 2018

SAM - Scrap A Mania

Det var en kæmpe kasse, som min tidligere kollega tog med hjem fra SAM.



Tak til alle jer, som har puttet kort i kassen. Der var virkelig mange lækre kort i kassen. Herunder er billeder af et udpluk. Måske kan du også hente lidt inspiration.

Kort

Kort

Kort

Gavetags
 
Til og fra kort
 
Til og fra kort
 Jeg er meget taknemmelig for de mange flotte og forskellige bidrag fra jer. Der er ingen tvivl om, at det gør en stor forskel for Cancerkort og for, hvor mange penge, der kan sendes videre til Foreningen Cancerramte Børn, når jeg er så heldig, at få doneret så mange kort.

Til og fra kort

Til og fra kort

I flere af de poser og bundter, der var i kassen, var der også en lille besked med, som fortalte at f.eks alle til og fra kort i deres pose var lavet af rester, og at de f.eks havde været en flok tøser, der bare havde hygget sig med at lave kortene af deres rester.

Blandede kort
En pose med masser af blandet
Jeg hentede kassen på Sjælland mandag efter SAM, og fik pakket tingene lidt ud derhjemme, så jeg kunne tage billederne til dette indlæg.

Nogle dage efter blev kassen transporteret de små 200 km op til far, som meget flittigt har beskæftiget sig med at sætte støttemærker på kortene og pakke dem i cellofanposer.

Til og fra kort

Det er et stort arbejde, og jeg er glad for at min far også lige giver et nap med, da den opgave godt kunne tage pippet fra mig.

Tillykke-kort
I lørdags fik jeg kassen retur med alle kortene pakket, så de er klar til at blive solgt. Der var mindst et par hundrede store kort (tillykke/julekort) og mindst 100 pakker til og fra kort.

Endnu en sending fra en flittig kort-donor
En sending fra en flittig og trofast donor
Jeg har heldigvis leveret alle de store bestillinger på til og fra kort, men heldigvis har jeg stadig mange på lager. For jeg ved af erfaring, at det også bliver jul igen til næste år, og så er jeg så heldig, at jeg er klar til at klare de første juleordrer i 2019.

Tusind tak til jer alle. Uanset om I puttede 1 eller 100 kort i kassen.

søndag den 25. november 2018

Juletræsfest hos Foreningen Cancerramte Børn

Vi er hjemvendt fra endnu en varm og kærlig juletræsfest hos Foreningen Cancerramte Børn.

Foreningen holder 3 juletræsfester på Fyn, Sjælland og i Jylland. I år var vi så på Fyn.

Vi starter altid med at lave juledekorationer og juleklip. Min mor plejer at bestille en juledekoration hos Silas. Den ønsker hun sig til sin fødselsdag, som var den 7. dec. Men lige den bestilling manglede vi jo af gode grunde i år.

Så jeg ringede til min far og spurgte, om vi skulle lave en juledekoration til ham. Han takkede ja, og her er Silas´ dekoration til ham


Silas er en kreativ dreng og sammen med Henrik fik han en idé til en pindsvine juledekoration. Den er da sød og unik.



Efter vores kreative udfoldelser blev der serveret julemiddag, som en række frivillige havde knoklet med at lave i køkkenet. Den dejligste flæskesteg med hvide og brunede kartofler med tilhørende lækker brun sovs og rødkål. Til dessert var der naturligvis ris ala mande. Der manglede sandelig ingenting.

Julemanden kom også forbi og dansede om juletræet sammen med alle. Han var rundhåndet og delte pakker ud til alle de søde børn. Der var faktisk pakker til alle børn trods det begrænsende ord "søde". Fine gaver, der tog udgangspunkt i børnenes alder og køn.


Jeg havde kortkasserne med og solgte kort til deltagerne. Der blev solgt for næsten kr. 1.000. Det er faktisk meget flot, for arrangementet i Odense er det mindste af de 3 arrangementer.

Faktisk overførte jeg i morges kr. 5.000 til Foreningen Cancceramte Børn, så samlet set har Cancerkort videregivet kr. 30.000 i 2018. Det er rigtig flot, og jeg ved at pengene gør nytte for de familier, der er med i foreningen.

søndag den 11. november 2018

Fra Convention i Middelfart

Tak til alle jer, som donerede kort til Cancerkortkassen til Convention. Det var noget af en kasse, som Anja fra Picturing The World bragte med hjem fra Convention. 

En kasse med masser af herligheder

Tak til Anja for at tage den med hjem, og ikke mindst tak til Picturing The World for at lave workshop, hvor I opfordrede folk til at lave til og fra kort eller aflevere dem, som de allerede havde lavet. Løseligt kom der 1200 til og fra kort i donationskassen i conventionweekenden.

Tak fordi I alle var så flittige, mens jeg sad i Sverige og heppede, da Danmark fik en verdensmester i min sport, Agility. Så jeg var glad for at få kassen fragtet videre fra Convention. 

Her er et udpluk af de mange utrolig flotte kort. Det er ikke alle, jeg kan se, hvem kommer fra. Og nogle af dem har jeg simpelthen glemt. Det er jo også snart en måned side, jeg tog billederne og begyndte at pakke kortene. 

Anne Mette havde lavet rigtig mange til og fra kort


En blandet jule-donation, mon ikke det er fra Jytte?!


Jeg har fulgt Jyttes "produktion" på Facebook. Hendes mål var at lave 500 til og fra kort. Meget flitttigt mål, kan man vist roligt sige. Tak for de mange smukke kort og for at lægge masser af god inspiration op på nettet. 

Masser af smukke til og fra kort
Det er så skønt med al den mangfoldighed i min kortkasse, der kommer når mange forskellige bidrager. Det er jeg super glad for. 



blandede kort
For en hundetosse som mig, så stikker sådan et billede jo ud.  Godt der var flere i samme design :-)


Annette sørger for at jeg også bliver klar til konfirmationerne

Endnu flere til og fra kort

Der var også lidt materialer, som vi kan bruge til flere kort, tak!

Min far var på besøg hos os nogle dage i efterårsferien. Vi brugte nogle timer på at sidde og pakke til og fra kort lørdag aften. Silas var også med lidt af tiden, men det er lidt svært for en 10-årig at fastholde sig i sådan en opgave.

Alt det som vi ikke fik pakket under min fars besøg, fik han så bare med hjem. Så kan han pakke det sammen med min niece. Jeg synes faktisk, at det er meget hyggeligt at sidde og pakke kortene, hvis jeg altså sidder sammen med nogen, og man kan sidde og hyggesnakke imens.  
Mine flittige hjælper

Som I kan se, så var der rigtig mange flotte ting i kassen. Mange mange tak. Det gør faktisk en meget stor forskel for mit projekt, at vi modtager mange flotte kort fra nær og fjern.

søndag den 4. november 2018

Tak til Hobbygros

En stor tak til Hobbygros for at donere en stor stak blandet karton og en kasse kuverter til Cancerkort.

Tak til Hobbygros for karton og kuverter

Min meget meget trofaste kortpige Hanne Svejstrup får fornøjelsen af at omdanne stakken med karton til farvestrålende kort. Hanne fremstiller selv stort set alle de kort hun sælger, og hun sælger faktisk ret mange om året.

Kassen med kuverter skal nok få ben at gå på, når jeg pakker nogle af de mange smukke kort, som jeg har fået doneret til Convention og Srap a mania. Mere om donationerne derfra senere.....

lørdag den 3. november 2018

Endnu et klasseprojekt

Lisbeth er en af mine trofaste kort-donorer. Hendes datter går i 8. klasse, og Lisbeth brændte for at prøve dette projekt af sammen med en klasse. Lisbeth er faktisk selv klasselærer, men "hendes" klasse er af yngre årgang.

Hun skrev til mig om hun også måtte have lov til at sælge til og fra kort sammen med datterens klasse. Sådan at klassen solgte en pakke kort for kr. 25. Heraf går kr. 15 til Cancerkort (samme beløb jeg sælger pakkerne til) og klassen får kr 10 til klassekassen.

Lisbeth er jo habil scrapper selv og tænkte, at en del af processen jo kunne være selv at fremstille dem sammen med klassen. Lisbeth styrede design og gjorde materialerne klar til klassen.



Lisbeth bagte boller. Så var der ellers dømt hygge med kortproduktionen.



Målet er 2000 kort, og de unge mennesker klør på med krum hals.



Det er dog meget tydeligt, at de også hygger sig med det. Jeg synes det er fantastisk fedt, og det får mig virkelig til at smile, og det store smil er faktisk over læringen og sammenholdet for klassen.

Lisbeth har også fået den bonus, at hun pludselig kender datterens klassekammerater rigtig godt, fordi de af flere omgange har været i deres hjem og lave til og fra kort.



Jeg synes at 8. klasse på Lille Næstved Skole i Fuglebjerg har god grund til at "dabbe". De er herre seje!!