Den sidste uges tid eller to er der dukket flere pakker og kuverter op i min postkasse og i pakkeshoppen. Ialt er det nok 5-6 forsendelser, jeg har modtaget. Der har også været run på med at få kort ud af huset. Der er virkelig gang i den lige nu.
Nogle af pakkerne er allerede ekspederet videre til salg, og ikke alle har jeg nået at tage billeder af. Så det er faktisk lidt tilfældigt, hvad der er billeder af, så ingen skal lægge noget personligt i det, hvis det ikke lige er deres forsendelse, som der er billeder af. Men hvis jeg henter pakken på vej til mine forældre, så er det ikke sikkert, at jeg lige når at få taget et billede.
|
Til og fra kort Jytte i Odder |
|
Der var virkelig mange fra Jytte. Bemærk de tætpakkede bundter |
|
Jytte sendte også nogle flotte kort i friske farver. Det efterspørger folk tit. De vil gerne have glade kort |
Jytte sendte mig en stor flot portion af både kort og til og fra kort. Jeg har fulgt hendes sysler med til og fra kortene på facebook, hvor hun har lagt mange inspirerende billeder op af sit arbejde med de mange hundrede kort, som hun havde sat sig for at lave af sine mange rester. Mon ikke hun har lavet af alle resterne for længst?! Jytte har faktisk også en målsætning om at lave til og fra kort gennem hele året, så mon ikke, der også blive en sending til Cancerkort i 2018?
Jeg har også fået taget billeder af nogle af de andre flotte ting, som jeg har modtaget. Jeg er virkelig taknemlig for alle de donationer, som jeg har modtaget. Det er så dejligt at se, hvilken støtte mit kortprojekt har modtaget i denne lidt panik-situation. Alle jer, som har sendt en stak kort eller bare smidt 10 Cancerkortkassen ved diverse arrangementer, I skal vide, at I virkelig er med til at gøre en kæmpe forskel.
|
Smukke til og fra kort. Jeg er lidt nysgerrig på teknikken, der er brugt. |
Næste store arrangement som Foreningen Cancerramte Børn står for er 3 store juletræsfester i Odense, Silkeborg og København, hvor der er juleklip, kreation af juledekorationer, lækker julemad lavet af frivillige og ikke mindst dans om juletræet og besøg af julemanden, der deler gaver ud til hvert enkelt barn. Vi plejer altid at være med og sælge kort til arrangementet. Det er også meget populært.
|
Masser af forskellige til og fra kort |
|
Kort til konfirmation, jul m.m.
|
Jeg kan også orientere om, at den store ordre på 1300 pakker til og fra kort blev leveret i Værløse i tirsdags. Så nu kan jeg "bare" koncentrere mig om det sædvanlige salg, men har fået bestilinger fra et par firmaer på at levere henholdsvis 100 pakker og 40 pakker, som de bruger som gaver til kunder og forretningsforbindelser. Ingen skal sidde og bekymre sig for, om de til og fra kort, som har sendt eller måske sidder og laver lige nu med tanke for at ville donere, vil gå til spilde. I kan tage det helt roligt. De går ikke til spilde. Hvis de ikke bliver solgt i år, så bliver det også jul igen i 2018, og der vil jeg gerne være bedre forberedt.
D. 14. november kører jeg op til mine forældre og afleverer alle de kort, der ikke er pakkede og mærkede. Så har de noget at sysle sammen med. I løbet af de næste uger skal vi nogle dage i sommerhus, hvor jeg håber, at jeg kan få mulighed for at lave lidt til og fra kort selv.