søndag den 22. oktober 2017

Donationer med posten

I sidste uge havde posten afleveret et par fine pakker til mig. De kom lidt overraskende, men det var positive overraskende pakker, for de indeholdte kort. Mest gavemærker, som jeg jo virkelig har rigtig meget brug for lige nu. Men der var også lidt andre kort. Jeg har kun afbilledet gavemærker her i indlægget.

Et udsnit fra en af pakkerne
Det er dejligt med den store opbakning, og selvom folk måske ikke lige kan lægge kort i en kasse til et scraparrangement, så varmer det mig, at de bruger energi og porto på at sende det med posten.

Lidt fra den anden pakke
De to pakker kom fra Sjælland, fra Dorte og Marianne. Jeg talte ikke indholdet, men efterlod pakkerne hos mine forældre, som så i vanlig stil sørger for at mærke og pakke kortene, så de er klar til salg.

Lidt til inspiration

Det er fantastisk at se så mange forskellige kreationer, der bliver ved med at dukke op.

Man kan efterhånden godt aflevere en del kort til donationer rundt omkring. Jeg er glad for at arrangørerne velvilligt lader en kasse opstille til arrangementerne, så deltagerne kan lægge kort eller papirrester i Cancerkortkassen. Næste arrangement, der kan indleveres til, er ved "Hyggescrap i Løvel" i november.

fredag den 20. oktober 2017

Billund scrapper gavemærker

Super fedt initiativ de havde taget i Billund. 5 piger har brugt hele torsdagen. Faktisk næsten 12 timer på at sidde og lave gavemærker til Cancerkort ud af deres rester og andre gode sager fra gemmerne. Sikke et helt fantastisk initiativ. Jeg er meget taknemlig for, at de ville bruge (materialer og) en hyggedag sammen og lave gavemærker til det gode formål.

Eksempler på dagens arbejde


Rodede scrapborde er lig med hygge og produktivitet
Jeg ville gerne selv have været med, men det var lidt svært at få til at hænge sammen. Skolerne har jo ferie i denne uge, og SFO´en var lukket, og jeg havde faktisk ikke ferie, så jeg har skulle jonglere lidt med legeaftaler, arbejde og lidt ferieaktiviteter. Derfor kunne jeg ikke selv komme og være med før efter aftensmaden, hvor jeg kørte de 80 km til Billund for lige at være med et par timer og ikke mindst tage kortene med mig hjem. Jeg nåede da vist at lave noget i nærheden af 25 gavemærker selv. Så lidt har jeg da også bidraget med.

Flittige hænder
Et par kasser med færdige gavemærker
Det blev til rigtig mange kort. Jeg er sikker på, at der mere end 500 kort i kassen, som de alle blev samlet i til sidst. De havde virkelig givet den gas, og der var også nogen, der på bedste TV køkkenstil havde "snydt" lidt og lavet en del forarbejde - og nogle færdige kort.

En papkasse fuld af smukke kort
Jeg er virkelig glad for at kunne tage sådan en stor kasse med færdige kort med mig hjem. Nu skal kortene bare pakkes i poser. Hurra for den store cellofanpose-donationen fra Your Own Scrap!

lørdag den 14. oktober 2017

Hjælp fra firmaer

Der er jo virkelig run på lige nu, og jeg er så taknemlig for alle de personer, der lavet et par gavemærker eller flere hundrede. Det er så fantastisk.

Masser af smukke gavemærker.
Der er nok at pakke
Nu er der masser af gavemærker, der skal sættes klistermærker på og pakkes i cellofanposer. Derfor er jeg også utrolig glad for den donation, som jeg har modtaget fra Your Own Scrap, som har doneret ikke mindre end..... hold nu fast..... 5.000 cellofanposer!!

En flot donation af poser fra Your Own Scrap

Annette (Aka) slæbte de mange poser med hjem fra Convention sammen med tre poser papirrester fra kurser mv. Papirresterne skal naturligvis gå til at producere kort og gavemærker. Det er lidt skørt, at jeg ikke selv har tænkt på at spørge efter disse papirrester rundt omkring, når der bliver afholdt kurser. For der er jo altid noget tilbage, men jeg indrømmer, at det er jeg heller ikke god til.... Men de kan i hvert fald godt bruges.

Papirrester fra Your Own Scrap

Så den anden aften var jeg gået lidt igang med at pakke, mens jeg så lidt TV. Jeg har jo mange gavemærker, som jeg skal igennem, så det er bare at komme igang.

Lidt pakkeri i sofaen foran flimmeren
Den store ordre, som alle scrappiger i Kongeriget vist har hørt om nu,  har også tørlagt mig total for støttemærker, og det var ved at være lidt problematisk, fordi folk gerne vil pakke kortene færdig for mig, og det er faktisk et stort arbejde at pakke de mange gavemærker, selvom de er lavet. Så jo flere jeg kan modtage færdigpakket jo bedre.


Støttemærker fra Kolind Bogtrykkeri
Så fredag eftermiddag dukkede pakken fra Kolind Bogtrykkeri op. De har siden min opstart i 2009 sponsoreret Cancerkort med alle de støttemærker, som der skal sættes bagpå kortene. Og nu har jeg så fået 16.000 nye støttemærker ind af døren, så nu er det bare med at få pakket.

torsdag den 12. oktober 2017

Masser af donationer fra SAM

Det hele går lidt stærkt lige nu. Masser af mennesker vil heldigvis rigtig gerne give et nap med. Det er jeg evigt taknemlig for. Jeg løber selv lidt ekstra stærkt pga arbejde, en tur til udlandet og et par dage i sengen pga sygdom. Tilgiv mig, at jeg sakker lidt bagud.

Forrige weekend var der Scrap-a-mania på Sjælland, og der var virkelig mange flittige mennesker, som kastede sig over at lave gavemærker. Annette (Aka) var sød at bringe alle donationerne med hjem til Vejle, hvor jeg hentede dem om mandagen på min vej til et møde i Randers.

Masser af gavemærker


Der var også en stak blandede kort
Efter mødet kørte jeg det hele hjem til mine forældre på Djursland, hvor mine forældre overtog kassen sammen med en stak støttemærker og cellofanposer, så det hele kan blive pakket. Det er så heldigt, at mine forældre stiller sig til rådighed gang på gang.

Mange forskellige gavemærker
Der var rigtig mange gavemærker og lidt blandede kort. Jeg må indrømme, at jeg ikke nåede at tælle dem, men der er billeder af de meste her i dette blogindlæg.

Nogle af gavemærkerne var allerede pakket og klar til salg
Tak til jer allesammen for at være så gavmilde og kreative. I er alle med til at gøre en forskel og bringe penge til velgørenhed for de familier, hvor et barn rammes af kræft.

søndag den 1. oktober 2017

Endnu et bidrag til Foreningen Cancerramte Børn

Det er dejligt at starte sin søndag morgen med at overføre kr. 10.000. Nu er Cancerkorts bidrag for i år samlet set på kr. 25.000. Det gør bare dagen lidt bedre, og jeg tænker lige nu tilbage på sidste søndag, hvor vi var med Foreningen Cancerramte Børn i Legoland.

FCB har en regel om, at man til det populære Legolandsarrangement maks kan deltage i 5 år efter endt behandling. Vi var med, fordi jeg plejer at sælge for et par tusinde kroner kort. Jeg har ikke helt overblik over, hvor meget jeg solgte for på dagen endnu, da ugen er gået med et par hektiske arbejdsdage og derefter sygdom. Det er så dejligt at være med i Legoland. Der er altid tid til at snakke lidt med folk, der kommer og køber kort, og det er ekstra sødt, når børnene vælger kortene, og man står og følger deres overvejelser i valgene. Godt nok går der nogle timer med at tage hånd om kortsalget, men der bliver heldigvis også tid til at prøve forlystelser sammen med familien.




Med overførslen tænker jeg på alle de gode aktiviteter, som bliver afholdt for de penge, som jeg og andre donerer til FCB. 100% af de penge som private eller firmaer donerer går til foreningen bruges til aktiviteter. I denne weekend ved jeg, at en gruppe fædre er på "Fædreweekend", hvor de kan hygge, køre mountainbike og få talt om livet. Det er bare rart at tale med ligesindede, og jeg forestiller mig, at disse arrangementer for mændene er fantastiske, fordi mænd måske ikke automatisk sådan lukker op for "posen".

Der er også et familie-arrangement på Jyllandsringen i denne weekend. Der bliver holdt så mange gode arrangementer for familierne, og det er så rart at være med til at bidrage til dem.  

I denne weekend er der i øvrigt stort scrap-arrangement på Sjælland, og jeg har fået et par messengerbeskeder vedr. gavemærker. Der er heldigvis rigtig mange søde scrappiger, som giver et nap med, for at jeg kan levere ordren på de mange gavemærker. Ordren blev i sidste weekend hævet fra 800 pakker gavemærker til 1300 pakker, vel at mærke med 4 stk i hver pakke. Det vil altså sige 5.200 gavemærker til een ordre!!