mandag den 16. december 2013

Så er vi på 40.000

Faktisk er jeg lidt forundret over at konstatere, at jeg med dagens overførsel på kr. 5.000 er på kr. 40.000 i det samlede bidrag for 2013.

Da Cancerkort ikke har haft de samme ressourcer i år, som de sidste par år, så kan jeg absolut kun være ovenud tilfreds med det, som er opnået, og jeg kan i krystalkuglen se, at jeg også når 5.000 mere i år.

lørdag den 7. december 2013

Dejlig opbakning fra firmaer

Jeg har i år fået et par interessante henvendelser. Den ene henvendelse kom fra en bekendt, som var blevet ekstra opmærksom på Cancerkort pga af mine hyppige omtale af kort mv på Facebook. Det firma, som hun er ansat i, skulle sende julekort ud til forretningsforbindelser i ind- og udland. Så de bestilte 150 julekort, og blev rigtig glad for de mange flotte og forskellige kort, som også var mixet mellem danske og internationale jule-tekster.

Et par bekendte har webshops, og har bestilt snemandssupper, som de bruger til at vedlægge nogle af ordrerne, som de modtager her i julemåneden. Det er jeg meget beæret over, og det ene af firmaerne fortalte mig, at de fik god respons på det fra kunderne sidste år, hvor de gjorde det samme.

I denne uge fik jeg også overført et bidrag på kr. 5.000 til Foreningen Cancerramte Børn og årets bidrag er nu på 35.000

torsdag den 21. november 2013

Vil du vinde - og hjælpe?

I forsøget på at motivere andre til at hjælpe med at sælge til og fra kort til f.eks deres naboer, gymnastikpiger, håndboldhold, kolleger eller andre, så har jeg lavet en lille konkurrence med en dertil hørende bestillingsfolder.

Hvis du har lyst til at være med i konkurrencen om at vinde 6 flasker god rødvin eller en æske chokolade, så send mig en mail på berit@cancerkort.dk. Så sender jeg dig en folder retur med forklaring om, hvordan du gør og hvor eksempler på til og fra kort er afbilledet.

I alt sin enkelthed indsamler du bestillingen, indsætter pengene og jeg sender dig din bestilling.

Hver solgt pakke støtter Foreningen Cancerramte Børn med kr. 10,-
Jeg har ca 700 pakker på lager, så hold dig ikke tilbage.


søndag den 10. november 2013

Dejlige til-og-fra-donationer

I løbet af den sidste uges tid har jeg fået nogle skønne donationer af til og fra kort, som folk har lavet og doneret til, at jeg kan sælge dem til fordel for Foreningen Cancerramte Børn. Det er jeg meget taknemmelig for.


70 til og fra kort fra Emilie og hendes mor
 

I sidste weekend fik jeg overrakt en pose med 70 til og fra kort, som en af mine agility-venner og hendes mor havde siddet og hygget sig med at lave. Egentlig skulle de bestille nogle julekort hos mig, og endte altså også med at lave nogle til og fra kort til Cancerkort.

I postkassen fandt jeg en kuvert fra AKA, som havde lavet både lidt julekort og til og fra kort. Fordi jeg er så heldigt, at AKA har pakket kort fra mig, så havde hun nogle støttermærker liggende. Derfor leverede hun dem færdigpakkede og lige klar til salgskassen. Dejligt.

Julekort fra AKA

Til og fra kort fra AKA
 
 Samme dag lå der endnu en kuvert. Denne gang fra Dorte. Det er bare skønt at finde sådan nogle overraskelser i min postkasse. Tak for det.


Til og fra kort fra Dorte


Kortene er nu kørt op til mine forældre, som flittigt pakker for mig - og ikke mindst producerer masser af til og fra kort. Mere om det - og den pakke, som jeg modtog den anden dag.

Intet bidrag af til og fra kort er for småt. Det er dejligt at kunne pakke de små pakker med 4 små blandede til og fra kort.
 

 

lørdag den 2. november 2013

En lille overraskelse

For et par uger siden fik jeg en kuvert fra Carina Saaby Nielsen. Jeg pakkede op og fandt lidt blandede til og fra kort. Det fik mig rigtig til at smile. De kom bare helt uventet. Tak for det.

Et par eksempler på til og fra kortene

De er nu alle monteret med klistermærker og lagt i poser med 4 stk i hver, så de er klar til at blive solgt rundt omkring.

søndag den 6. oktober 2013

På Convention

I denne weekend har jeg været et smut til Convention i Middelfart. Det er ved at være et par år siden, jeg sidste deltog, og jeg har virkelig savnet alle de søde piger i scrapverdenen. Så det var skønt at være med igen.

Jeg havde besluttet, at jeg kun skulle lave til og fra kort, og hvis jeg kunne lokke nogen til at hjælpe til ville det jo være helt fantastisk. Der var da også nogle søde piger forbi og give et nap med af og til. Gurli fra Orion Stempler kløede virkelig på og havde organiseret en masse forinden, så det var let at gå i sving, for det hele var bare klar

På billedet ses min helt egen personlige Top 3
af min egen produktion for denne weekend

Der blev hen over weekenden produceret et bordfuld af til og fra kort, og jeg fik da også en masse inspiration af det, som Gurli havde forberedt

Et udpluk af til og fra kortene fra weekenden
Lidt flere....

Ved indgangen stod der som altid en kasse, hvor man kunne putte sine kort i, hvis man ville donere dem til Cancerkort, og jeg forsøgte at tælle sammen her til aften, hvad Cancerkort havde fået af donationer. Det blev til:


ca. 305 blandede kort

 

240 kort i A7 størrelse - de er SÅ perfekte til
klassefødselsdage
(Tusind tak Louise for både disse og de mange til og fra kort)

Dertil kommer så at to personer havde doneret et større antal til og fra kort, så der er vel alt i alt kommet 220-250 til og fra kort. Jeg har ikke talt dem alle, da jeg var begyndt at pakke nogen sammen i salgspakker i dag.

Tak til alle for en hyggelig weekend - og tak for donationerne. Mange kom og kommenterede mine flittige forældre - og især min far. Faktisk kom en scrapper hen til mig lige før lukketid og stak en stor stak papir med ordene: "Værsgo, det er til din far. Så har han lidt at lave til og fra kort af." Det var da meget sødt, ikk?

torsdag den 3. oktober 2013

kr. 5.000 sendt til Foreningen Cancerramte Børn

I dag er der atter overført penge til Foreningen Cancerramte Børn. Dermed er det samlede bidrag for 2013 på 30.000. Det bliver spændende at se, hvad vi kan ende på i år. Jeg håber jo, at til og fra kortene kan kaste rigtig meget af sig.

Her i weekenden skal jeg til Scrap Convention i Middelfart, hvor jeg regner med selv at få lavet en hel del, men jeg ved, at jeg også vil få en håndsrækning af andre scrappiger og det er jeg ret taknemmelig for.