lørdag den 25. april 2009

Et kort, der gjorde indtryk

Idag sender jeg atter 500 kroner til Foreningen Cancerramte Børn. Så er jeg oppe på 2500 kroner. Dejligt og jeg tror faktisk, at der kommer endnu 500 kroner i den kommende uge, da nogle af mine agilityvenner har haft kort med på deres arbejde for at sælge dem der.

Samtidig vil jeg vise jer et kort, der har gjort dybt indtryk på mig, da jeg skulle lave det. For ca. en måned siden gik en af pigerne på H2 bort. Pigen var 8 år og egentlig raskmeldt, men døde af komplikationer efter strålebehandlingerne, så vidt jeg har forstået det. Selvom jeg ikke kendte pigen eller forældrene (men havde dog set dem på afdelingen), så blev jeg meget berørt af dødsfaldet. Det kommer pludselig så tæt på, når et af børnene fra afdelingen dør.
Der blev via vores facebook-gruppe samlet penge ind til en bårebuket m.m. De overskydende penge blev overrakt forældrene tidligere i denne uge.


Bemærk den smukke tekst!



Jeg var blevet spurgt, om jeg kunne lave kortet, som skulle følge pengene. De første par dage havde jeg det lidt skidt med at skulle lave kortet. Igen fordi det kom lidt tæt på, og det gjorde ondt at tænke på de stakkels efterladte forældre og pigens lillebror. Men da jeg først fik lavet kortet, blev jeg alligevel ganske tilfreds med det. Jeg synes, det er et flot og sigende kort til den "lejlighed", som det skulle dække.

torsdag den 9. april 2009

Kassen bugner af kort

Efter næsten at have været drænet for kort, så er min kortkasse igen bugnendes fuld. Det kan jeg især takke Marianne for. Igår modtog jeg en kasse med 94 kort, som hun har lavet til mig/Foreningen Cancerramte Børn. Imponerende! Det er meget flotte kort og jeg har da også siddet og suget inspiration til mig, mens jeg har vendt og drejet hendes kort.


Samtidig har jeg atter sendt kr. 500 til Foreningen Cancerramte Børn. Så nu er jeg på 2 måneder oppe på at have sendt kr. 2.000 for salg af kort.
Men der er også brug for mange penge til tiltrængte arrangementer for familier med kræftsyge børn. Vores familie har været så heldig at være blandt de ca. 30 familier, som var med på Foreningens årlige skiferie. Det var en fantastisk oplevelse, som du kan læse om her

En skiferie er selvfølgelig en rigtig stor ting, men i dagligdagen er en bowlingtur eller en tur til en familie-attraktion også et fantastisk tilbud, som ellers ikke er mulig for en familie, der lever under isolationsreglerne.

tirsdag den 31. marts 2009

Nye materialer og hjælp fra en uventet kant

Jeg indrømmer, at jeg er blevet bidt af de her kort. Både af at fremstille dem og af at sælge dem - og ikke mindst af at overføre penge til Foreningen Cancerramte Børn! Jeg har som regel kassen med kort i bilen. Det ville jo være ærgerligt, hvis nogen spurgte efter et kort, og kortene så stod derhjemme.

To forskellige kort med samme tekst.

Lørdag var der Scrap Convention i Middelfart. Masser af scrappere samlet på eet sted, hvor man kunne klippe-klistre sammen og få masser af inspiration samt gøre en masse indkøb hos de mange forhandlere. Jeg var bare med på en kigger og nåede kun at shoppe, men sikke jeg shoppede. Jeg fik brændt næsten kr. 1.000 af, og jeg kan nu lave masser af nye og spændende kort.

Et lykønskningskort i glade farver - -passer til enhver lejlighed


Igår fik jeg så en mail fra en scrapper, som jeg faktisk ikke kender. Men vi har fælles bekendte. Hun havde hørt om os, Silas, Cancerkort osv. og var faktisk så utrolig betænksom og hjælpsom og.... ja, jeg mangler simpelthen ord. Jeg blev meget imponeret og berørt over hendes henvendelse.

Hun tilbød mig at lave kort til mit velgørende kortsalg efter samme fordelingsnøgle, som den jeg selv anvender. Dvs. 1/3 til materialer og 2/3 direkte til Foreningen Cancerramte Børn. Tænk at nogen har så stort et hjerte, at de vil bruge deres tid og materialer på at lave kort til et formål, der ikke har nogen relation til dem selv og som hun ikke tjener en rød reje på. Det imponerer mig. Jeg har set nogle af Mariannes kort, og de er rigtig flotte. Jeg glæder mig til at vise dem frem i kortkassen.

torsdag den 19. marts 2009

Sølvbryllupskort


Fra mine forældres genbo modtog jeg en bestilling på et sølvbryllupskort. Jeg er sikker på, at der ikke er andre til samme fest, der kommer med et kort som dette. Kortet er i A5-format og lavet med lidt inspiration fra et af de bryllupskort, som også er vist lidt tidligere på bloggen.

mandag den 9. marts 2009

1500 kroner ialt til Foreningen Cancerramte Børn

Idag har jeg igen overført kr. 500 til Foreningen Cancerramte Børn. Det betyder, at det samlede beløb, som jeg har kunnet sende til foreningen for salg af kort på lidt over en måned er kr. 1500. Det er jeg ret så stolt af.

De seneste 500 kroner er primært kommet ved salg til andre forældre på H2 (Børneonkologisk Afd. på OUH) og ved, at min sundhedsplejerske har haft en kasse med kort med tilbage på sit kontor og solgt til sine kolleger.

Faktisk skylder jeg også Creativ Company en stor tak, da de var søde og hjælpe mig igang med projektet ved at sponsorere en del ekstra materiale, da jeg købte startpakken hos dem. Det er fantastisk dejligt at få sådan en håndsrækning. Selvom jeg stadig har brugt mange penge, inden jeg lavede det første kort, så har Creativ Company bestemt hjulpet mig godt igang.

Et bestilt dåbskort, hvor bestillingen bare lød på navnet
-og så at det skulle være lilla


Det viste kort var bestilt til en barnedåb, som blev holdt igår. Jeg har efterhånden lavet nogle stykker af disse dåbskort, og de skiller sig efter sigende ud mellem de andre kort til dåbsfesterne.

lørdag den 28. februar 2009

Endnu et bidrag til Foreningen Cancerramte Børn

Idag har jeg igen overført kr. 500 til Foreningen Cancerramte Børn. Det betyder, at jeg nu har solgt omkring 100 kort. Det er da meget godt gået på 1 måned.

Alle de penge som Foreningen får ind i form af donationer går ubeskåret til afholde arrangementer. Sådan et var vi blandt andet på igår, hvor vi besøgte Aqua, Ferskvandscentret i Silkeborg. Det var første gang i sygdomsforløbet, hvor vi kunne tage afsted alle 4 i familien. Dejligt at der findes foreninger som FCB, der gør det muligt for familier som os at komme lidt ud. Ved sådanne arrangementer er der kun åbent for familier med kræftramte børn (eller kræftrelaterede sygdomme), som kan overholde isolationsreglerne.

tirsdag den 24. februar 2009

Masser af nye kort


Så har jeg igen 50 kort "på hylden", så jeg igen kan dække næsten enhver lejlighed. Samtidig har jeg bestillinger liggende på 8 kort, så jeg keder mig ikke.

Til konfirmanden





Endnu et til konfirmanden



Lykønskningskort til enhver lejlighed




Til brudeparret