søndag den 8. juli 2012

Vi er på 25.000

En lille kort update.
Endnu et 5.000 kroners bidrag er overført til Foreningen Cancerramte Børn, og samlet set er vi nu på kr. 25.000 i 2012.

onsdag den 27. juni 2012

Kort fra "fødselsdags gruppe 2"

Som lovet i sidste indlæg kommer her et lille udpluk af de donationer, som Fødselsdaggruppe 2 helt spontant havde valgt at sende til mig.

I skal ikke være i tvivl om, at jeg blev glad for den søde tanke, men samtidig lignede et spørgsmålstegn, da der pludselig dukkede 5 breve op til mig. Tak de mange flotte kort - og til I andre, så er her lidt at lade sig inspirere af







fredag den 22. juni 2012

Brevstorm

De sidste par dage har jeg modtaget en del pakker/breve. Nogle af dem var ventede, men i løbet af to dage har der været 4-5 stk, der slet ikke var ventede.

De havde alle forskellige afsendere, men alle med fællesbenævnelsen "Fødselsdagsgruppen 2" (Scrapsisters). Jeg kunne jo ikke lige lade være med at tænke: Hvad sker der da lige her? Meget positivt overrasket, og jeg har kigget lidt i de mange flotte kort, men pga lidt stort arbejdspres, grill-arrangement i børnehaven imorgen, gæster indtil søndag, så håber jeg, at jeg lige finder en stund til at tage et par billeder af nogle af de mange smukke kort snarest - så jeg kan dele dem med jer.

Tusind tak for en varm og kærlig tanke fra Fødselsdagsgruppe 2, der tilsyneladende er blevet enige om at støtte Cancerkort ved at sende kort hver i sær

søndag den 17. juni 2012

Oprydning

Da jeg så en weekend for mig uden planer, så tænkte jeg, at der nok var en mulighed for, at jeg måske lige kunne få lavet en lille stak kort. Sådan gik det ikke helt.

Dog fik jeg da lavet noget kort-relateret, for mit kort-depot befinder sig i et ubrugeligt vindfang på 1. salen, hvor kasser og poser har hobet sig op. Jeg var helt klar over, at det mest var julekort, der var kommet retur, som stod derude. Men nu fik jeg dem sorteret op i plastkasser a 30 liter.

Så lageret tæller nu lidt over 100 liter julekort og 20 liter konfirmationskort. At dømme ud fra lageret, så behøver jeg nok ikke købe eller fremstille julekort i år. Om ikke andet, så er det jo godt for det bidrag, som kommer ind sidst på året, da jeg så ikke har udgifter til køb af kort. Så måske er det ikke umuligt at nå årets mål.

Tilbage er der så en kasse med kort, som er doneret ved forskellige arrangementer, hvor jeg nu fik sorteret lidt i de "skæve" af dem og fik bestilt kuverter til dem, så jeg kan få pakket og mærket dem.

Ellers blev weekenden brugt på hjemlig hygge, slå græs på vores 4000kvm grund og så lige samle op på lidt arbejde, som jeg har skubbet foran mig pga travlhed med andre arbejdsopgaver. Så selvom jeg ikke fik lavet et eneste kort, så har det været en rigtig dejlig weekend.

lørdag den 2. juni 2012

Vi er på 20.000

Her til morgen har jeg sat kr. 5.000 ind på Foreningen Cancerramte Børns konto, så det samlede bidrag for 2012 er nu 20.000.

Der er stadig et godt stykke til målet, og selvom året kun er ved at være halvvejs, så tænker jeg, at det godt kan blive svært at nå målet. Men lad os nu se, hvor meget året bringer. Uanset hvad resten af året bringer, så ved jeg, at de 20.000 jeg allerede har overført er med til at gøre en forskel hos FCB og de familier, der lever med kræft hos et barn.

søndag den 20. maj 2012

Invitationer til barnedåb

En af mine kolleger har bestilt dåbsinvitationer.

De skulle være enkle og ikke alt for pusse-nussede og overpyntede. Efter et par forslag havnede vi her.

Meget enkle, ja.


Lyserødt karton på hvid baggrund. Stemplet med barnevognen er fra en pakke babystempler, som jeg har set i Bilka (jeg har dog fået disse forærende af en anden scrapper). Swirlen er fra en pakke swirlstempler fra Creativ Company, som jeg har set Susanne Meltesen trylle med flere gange. Jeg er normalt ikke selv ret god til at bruge swirls, men her lykkedes det helt godt. "Indbydelse" er bare printet og monteret med 3D puder.

fredag den 11. maj 2012

Kort fra SAM

Som tidligere lovet kommer her indlægget med et udpluk af de mange flotte kort, som jeg fik overrakt efter Scrap-a-mania. Det har taget lidt tid at få blogget om det, men tiden er røget afsted. Dagen efter at jeg fik kortene tog Henrk og jeg en tur til Paris og siden København.

Men nu er indlægget her så. Der var ialt 175 kort, og jeg har taget billeder af et udpluk af kortene til inspiration og information.











Tusind tak til alle jer søde personer, som har puttet kort i kassen