fredag den 28. september 2018

I er så mange der varmer mit hjerte

Det er voldsomt at få en ordre på 1300 pakker til og fra kort. Selvom jeg har mange på lager, så dræner jeg med sådan en bestilling lageret fuldstændigt, og så har jeg ikke nogen at sælge af til andre, som vil købe til og fra kort.

F.eks har jeg lige sendt 100 pakker afsted til en gammel hundeveninde. Jeg tror, at hun og hendes søn sælger dem rundt omkring i deres lille landsby. Det er bare så fedt, at nogen vil gøre den indsats for Cancerkort og de ramte familier.

Tusind tak til alle jer, som har kastet jer over opgaven med at lave til og fra kort. De kan afleveres på Convention i Middelfart i oktober og Scrap-a-mania i Sorø i november. Ved begge arrangementer er der altid opsat kasser, hvor man kan lægge sine donationer i. Tak til jer, som lægger deri.

Mange spørger til størrelsen på til og fra kort. De skal ikke have en fast størrelse, men mange af dem har nogenlunde samme størrelse. F.eks hvis du  har et A5 ark, så kan du dele det i 4 lige store stykker. Hvert stykke foldes, og så har du en super størrelse på et til og fra kort. Du behøver ikke engang at måle dig frem.

Jeg har også nogle som spørger efter små kort uden kuverter. Det kunne f.eks være A7 (74x105 mm). Kortene savnes mest til at ledsage en flaske vin eller til at bruge til børnefødselsdage. 

Bordet er dækket til "salg".
I sidste weekend var jeg i Legoland sammen med Foreningen Cancerramte Børn. Jeg plejer at deltage, fordi jeg sælger kort og til og fra kort ved arrangementet. Kortene bliver spredt ud over et par borde, så det er let for alle at stå at rode i dem. Det gør det også lidt lettere for børnene, når de skal vælge, at de ikke skal stå og rode i en kasse. Det er også meget populært blandt foreningens medlemmer at købe deres kort hos mig. Selvom jeg ofte bruger en del af tiden på at passe bordet med kortene, så blev der da også plads til at prøve et par forlystelser sammen med Silas.



I dag har jeg indsat kr. 5.000 på Foreningen Cancerramte Børns konto, så årets bidrag er nu oppe på kr. 30.000. Det er allerede et meget flot beløb, hvis jeg selv skal sige det.

1 kommentar: