søndag den 25. november 2018

Juletræsfest hos Foreningen Cancerramte Børn

Vi er hjemvendt fra endnu en varm og kærlig juletræsfest hos Foreningen Cancerramte Børn.

Foreningen holder 3 juletræsfester på Fyn, Sjælland og i Jylland. I år var vi så på Fyn.

Vi starter altid med at lave juledekorationer og juleklip. Min mor plejer at bestille en juledekoration hos Silas. Den ønsker hun sig til sin fødselsdag, som var den 7. dec. Men lige den bestilling manglede vi jo af gode grunde i år.

Så jeg ringede til min far og spurgte, om vi skulle lave en juledekoration til ham. Han takkede ja, og her er Silas´ dekoration til ham


Silas er en kreativ dreng og sammen med Henrik fik han en idé til en pindsvine juledekoration. Den er da sød og unik.



Efter vores kreative udfoldelser blev der serveret julemiddag, som en række frivillige havde knoklet med at lave i køkkenet. Den dejligste flæskesteg med hvide og brunede kartofler med tilhørende lækker brun sovs og rødkål. Til dessert var der naturligvis ris ala mande. Der manglede sandelig ingenting.

Julemanden kom også forbi og dansede om juletræet sammen med alle. Han var rundhåndet og delte pakker ud til alle de søde børn. Der var faktisk pakker til alle børn trods det begrænsende ord "søde". Fine gaver, der tog udgangspunkt i børnenes alder og køn.


Jeg havde kortkasserne med og solgte kort til deltagerne. Der blev solgt for næsten kr. 1.000. Det er faktisk meget flot, for arrangementet i Odense er det mindste af de 3 arrangementer.

Faktisk overførte jeg i morges kr. 5.000 til Foreningen Cancceramte Børn, så samlet set har Cancerkort videregivet kr. 30.000 i 2018. Det er rigtig flot, og jeg ved at pengene gør nytte for de familier, der er med i foreningen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar